Det siger sig selv, at jeg er meget interesseret i historie. Jeg er uddannet turistfører fra Roskilde Universitet, men har i mange år læst meget om blandt andet danmarkshistorie. Det er fascinerende at lære om livet i gamle dage og se, hvordan samfundet har udviklet sig kulturelt, socialt, økonomisk og politisk i tidens løb. Historien er svaret på, hvorfor tingene er som de er nu, hvorfor danskerne er som vi er, hvordan Danmark gik fra at være en stormagt til et relativt lille land, og måske hvorfor vi er ét af de lykkeligste folk i verden.
Jeg elsker at fortælle historier om Danmark og danskerne, og jeg gør det altid på en underholdende og humoristisk måde, så det ikke bliver kedeligt.
Oprindeligt er jeg uddannet cand.ling.merc i engelsk og er statsautoriseret translatør. Så især om vinteren arbejder jeg som selvstændig teknisk oversætter. Før jeg blev turistfører, har jeg i flere år arbejdet som turistguide i et lille turistfirma og guidet turister mange forskellige steder, både i København, Roskilde, Nordsjælland osv. Endelig er jeg også musiker og spiller af og til som solist (guitar og sang) eller som akkompagnatør eller guitarist i et band.