Generelt
Hvordan booker jeg en guide?
Kontakt en af os direkte. Finder du ikke et passende match, eller ønsker du hjælp, kan du kontakte vores kontor.
Find din guide her.
Jeg får intet svar – hvad gør jeg?
Mange af os guider hele dagen, vi gør meget for at være 100 % til stede med vores gæster, og nogle har ture i udlandet, hvor det kan være vanskeligt at tjekke sin mail. Hvis du synes, du har ventet længe nok, så meddel det, og kontakt en anden guide.
Hvis din henvendelse var til vores kontor, så læg venligst mærke til åbningstiderne.
Guiderne
Kan jeg tale direkte med min guide?
Ja, du finder kontaktoplysninger på alle medlemmer af Turistførerforeningen her på sitet, og du er meget velkommen til at kontakte den guide, du ønsker at benytte.
Vær dog opmærksom på, at mange af os har lange dage – det er derfor hensigtsmæssigt at sende en e-mail.
Priser
Kan jeg betale kontant på selve dagen?
Ja, du kan betale kontant før turens start. Hvis du ønsker det, kan du også aftale at forudbetale ved bankoverførsel. Aftal nærmere med din guide. Bemærk dog, at der kan være bankgebyrer, som vil blive tillagt turens pris.
Kan jeg dele betalingen med andre?
Hvis I er en gruppe, kan I naturligvis indbyrdes aftale, hvordan I deler. Det vil dog være mest hensigtsmæssigt, at der er én, der står for at betale jeres guide. Aftal nærmere med jeres guide, og se priser og betingelser her.
Kan vi invitere flere med på turen efter den er booket?
Selvfølgelig, men der er en grænse på 15, hvis I skal cykle, og på 23, hvis I skal gå. På en bustur er det antallet af siddepladser i bussen, der sætter grænsen, medmindre I skal ind på et slot eller museum, så er det max 45. Husk at aftale nærmere med jeres guide, og se vores priser og betingelser her.
Hvordan er afbestillingsreglerne?
I kan frit afbestille frem til 72 timer (3 døgn) før turens planlagte start. Efter denne frist er der et afbestillingsgebyr svarende til honoraret for en tre timers bustur. Afbestiller I mindre end 24 timer før, skal I dog betale det fulde honorar.
Hvordan beregnes prisen?
Der er en grundpris, som dækker de forskellige turtyper: Op til 3 timer i bus eller 2,5 time til fods eller på cykel. Herefter beregnes timesats. Hertil kan der komme diverse tillæg – fx hvis I skal afhentes uden for København. Se vores priser og betingelser her.
Ture & seværdigheder
Vi er en stor gruppe og ønsker en tur i bus – er det muligt?
Ja! Vi er uddannet i at guide i busser og i at tilrettelægge ruten, så I får det bedst mulige udbytte af turen. Vi booker dog ikke bussen for jer.
Jeg ønsker en skræddersyet tur – hvad gør jeg?
Kontakt en af os direkte. Alle turistførere har erfaring og uddannelse i at tilrettelægge en tur, så den lever op til dine ønsker og forventninger. Bemærk dog, at hvis turen kræver ekstra forarbejde, er din guide berettiget til at beregne tid for dette.
Find din guide ved i søgefunktionen fx at afkrydse et ”emne”, eller du kan skrive mere specifikke ord i søgeordsfeltet for at finde en guide som matcher dine interesse.
Jeg ønsker en cykeltur – hvad gør jeg?
Vælg “cykeltur” under “Turtyper” i søgefunktionen og se listen med de mange af os, som elsker at guide på to hjul.
Jeg ønsker en privat tur – hvad gør jeg?
Kontakt en af os direkte. Vi har alle erfaring med private ture. Find din private guide her.
Hvem kan hjælpe os med at udarbejde en turplan?
Vi har allerede mange turforslag klar her – som fx Københavns højdepunkter eller en Nordsjællandstur – men din turistfører står til rådighed med en specialdesignet tur, hvis du ønsker det.
De ture, jeg kan se her på jeres hjemmeside, er ikke lige, hvad jeg havde tænkt mig – hvad gør jeg?
Du er kommet til det rette sted! Alle turistførere er kvalificerede via uddannelse og erfaring og elsker ture, der er lidt ud over det sædvanlige. En god ide er at bruge ”Emne” i søgefunktionen. Prøv med et par forskellige emner, der tilsammen nogenlunde dækker det, I har tænkt jer som turens indhold. Dukker den person samme op hver gang, I søger, har I fundet jeres guide.
Praktisk
Hvor kan vi møde vores guide?
Vi kommer derhen, hvor I er: et hotel, en station, lufthavnen, en anden by – bare sig til. Aftal et mødested med din guide. Vær dog opmærksom på, at hvis guiden skal rejse langt, skal rejsetid og -udgifter dækkes.